Tandkroner anvendes til at beskytte og forstærke svækkede og knækkede tænder. Der vil typisk være tale om tænder, som er meget udborede med store plomber, eller tænder, som er blevet rodbehandlet.

En krone kan være af guld, af porcelæn med metalkappe indvendigt (metalkeramikkrone) eller af ren porcelæn. Kosmetikken kan forbedres med en keramisk krone, da det kan laves meget naturtro.

METALKERAMIKKRONE

En metalkeramikkrone er den mest almindelige tandkrone. Den er meget holdbar, og da den er tandfarvet, giver den en pæn kosmetik.

FULDKERAMISK TANDKRONE (F.EKS. E-MAX-KRONER, PROCERA-KRONER)

En fuldkeramisk tandkrone er en tandkrone af ren porcelæn. Da der ikke er en metalkerne indvendigt, kan lyset reflektere gennem denne type krone, hvorfor den er meget naturtro og laves, hvor kravet til kosmetikken er højest.

Det er en relativt ny teknik at lave disse tandkroner, så holdbarheden sammenlignet med metalkeramikkronen er ikke så dokumenteret.

PORCELÆNSFACADER/LAMINATKRONER

Anvendes især ved mindre destruktion af fortanden, når man ønsker at korrigere farve eller form og samtidig undgå at slibe for meget af tanden. Det er en tynd skal af porcelæn, som limes til tanden.

GULDINDLÆG OG TANDKRONER

Guld har samme slidstyrke som emalje, og her kan ikke forekomme fraktur af porcelæn, hvilket kan være en fordel ved tænder med stort tyggetryk/slid.

Det kan laves som delkrone eller fuldkrone. Eneste ulempe er, at den ikke er tandfarvet, så vi benytter den mest ved de bageste kindtænder, hvor der ikke er behov for en kosmetisk tandfarvet tandkrone.

TANDBROBEHANDLING

En eller flere manglende tænder kan erstattes med en bro, og materialet er det samme som for tandkronerne. En tandbro sidder helt fast på nabotænderne og kan således ikke tages ud, hvilket gør, at den føles som ens egne tænder.

Hvis mange tænder skal erstattes, er det også nødvendigt med flere støttetænder til at bære broen. Der er således mange muligheder med hensyn til udformningen, så en individuel vejledning er nødvendig.